Indsatsen omkring Færøerne

Siden 2003 er der som et led i Kontinentalsokkelprojektet blevet indsamlet data i hvert af de fem områder, der har interesse for Danmark, Færøerne og Grønland. Data er indsamlet med henblik på at dokumentere havbundens beskaffenhed og fastlægge ydergrænsen af kontinentalsoklen i henhold til de regler, der er givet i Havretskonventionens artikel 76.

Området nord for Færøerne

I foråret 2008 blev der nedsat en ad hoc task force under formandskab af Færøernes Direktorat for Geologi og Energi – Jarðfeingi sammen med De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) der forberedte dokumentationen vedrørende sokkelområdet udenfor 200 sømilegrænsen nord for Færøerne. I taskforcen deltog repræsentanter for såvel rigsmyndigheder og institutioner som færøske myndigheder og institutioner.

Submissionen blev d. 29. april 2009 indsendt til CLCS. Den omfatter et område på ca. 88 000 km2. Problemerne med hensyn til geografisk overlappende krav i dette område var på forhånd løst gennem et arrangement fra 2006 med Island og Norge. Dette arrangement indebærer en forhåndsdeling af området, hvor den endelige grænsedragning dog vil bero på CLCS’ indstillinger til de tre stater, baseret på deres respektive submissioner. CLCS behandlede submissionen nord for Færøerne fra 2012 til 2013 og kom med dens anbefaling d. 11.marts 2014 hvori grænserne for kontinentalsoklen ydergrænse blev bekræftet uden justeringer.

Efter Island fik færdigbehandlet deres submission d. 10.marts 2016, havde alle tre lande (Norge, Island, Færøerne/ Kongeriget) en anbefaling fra CLCS således at den endelige grænsedragning i området kunne begynde baseret på den tidligere aftale fra 2006. Den endelige aftale blev underskrevet d. 30.oktober 2019 (se pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet) der udvider kontinentalsoklen nord for Færøerne med ca. 27.000 kvadratkilometer – svarende til mere end halvdelen af Danmark.

Området syd for Færøerne

Med hensyn til området syd for Færøerne blev der nedsat en taskforce til udarbejdelse af en submission i 2009 som så blev indsendt til CLCS d. 2.december 2010. Den omfatter et område på ca. 608 000 km2.

Allerede i 1985 angav den danske regering ved en meddelelse i Statstidende den foreløbige udstrækning af kontinentalsokkelområdet ved Færøerne, hvor råstofudnyttelse m.v. ville kræve tilladelse fra vedkommende myndigheder i Riget. Den herved designerede kontinentalsokkel omfattede dels et område inden for 200 sømil, der tilnærmelsesvis svarer til de nu aftalte sokkel- og fiskerigrænser inden for 200 sømil, dels et område syd for Færøerne. Dette skridt blev taget i lyset af, at der kort forinden var foretaget sokkeldesigneringer fra Storbritanniens og Irlands side i det pågældende område. Efterfølgende bekendtgjorde Island den 9. Maj 1985 en sokkeldesignering, som også overlappede de andre landes designerede områder.

Irland og UK indgav den 31. marts 2009 deres krav til dele af dette område til CLCS, hvorimod Island indtil nu ikke har indgivet en submission til CLCS.

Sammendrag af submissionerne (Executive Summary) for områderne omkring Færøerne:

Nord for Færøerne

Syd for Færøerne