LORITA-1 2006 10. feltrapport

Alert 21. april, 2006

Fremsendt af Ron Verral og Trine Dahl-Jensen

Redigeret af Henrik Højmark Thomsen, GEUS

Endelig – de første data fra den ydre linie er i hus

Den 19. april, 2006

Vejret i Alert: -24 grader, overskyet, tåge.

Her til morgen var vejret tilbage i sit kendte drillende lune. Det blev en vejrfast dag i Alert. Vi har ikke haft nogen flyvninger. Vejret kan bedst beskrives som en ordentlig gang ærtesuppe. Ved islejren var sigtbarheden nul, og i Alert har der været lave skyer og tåge. Vi ventede på bedring og diskuterede planer.

Den 20. april, 2006

Vejret i Alert: -24 grader, overskyet, tåge.

Endnu en vejrfast dag i Alert. Vi har ikke haft nogen flyvning. Vejret ved islejren var godt om morgenen, men dårligt sent på eftermiddagen. I Alert har vi haft lav sigtbarhed og tåge hele dagen. Vi ventede endnu en dag. Vi er sikre på, at helikopterpiloterne er lidt bekymrede over deres maskiner, som blev efterladt i lejren den 18. april, men de har ikke sagt noget.

Vejret har virkelig drillet os under arbejdet på den ydre linie. Ganske vist fik vi sprængt tre ladninger for to dage side den 18. april (læs 9. Feltrapport), men vi har stadig 110 instrumenter stående på isen, der forhåbentlig indeholder data fra de tre sprængninger. Desuden har vi seks sprængladninger på isen, som ikke er detoneret og vi mangler at montere to ladninger på linien. Med lidt held med vejret kan vi få endnu flere data hjem, hvis det lykkes at detonere de sidste otte sprængninger. Det kræver dog, at instrumenterne ikke løber tør for strøm. Problemet med batterierne bekymrer os meget. 70 af instrumenterne blev sat ud på isen den 15. april, og de har nu stået ude i kulden i fem dage. Batterierne taber strøm, hvis de bliver kølet ned under ca. -20 grader. Vi ved fra test af udstyret i Ottawa, at dataloggerne kan fungere i fem dage ved en temperatur ned til -40 grader, og da det har været varmere her, så skulle de kunne fungere lidt mere end fem dage. Men hvor meget længere ved vi ikke. Hvis receiverne står der ude for længe, så vil de tabe strømmen, og vi vil ikke få nogle data hjem, når der bliver sprængt. Det er derfor vigtigt for os at få at vide om receiverne stadig virker, inden vi begynder at sprænge. Hvis de ikke virker, så vil vi være tvunget til at samle dem ind og få dem ladet op i Alert, for derefter at få dem sat ud igen – en meget tidskrævende operation som vi gerne vil undgå.

Vi håber på hjælp fra islejren. Under udsætningen af de første 70 instrumenter den 15. april måtte vi efterlade seks receivers, som vi ikke fik sat op på isen på grund af vejret. De har siden stået ude i kulden ved islejren ikke så langt fra den seismiske linie, og ved at checke om de virker, så vil vi få en god idé om tilstanden af alle instrumenterne på linien, inden vi forhåbentlig kan begynde at sprænge i morgen.

Den 21. april, 2006

Vejret i Alert: -19 grader, sol.

Endelig smiler vejret til os. Solen skinner, og det er klart både i Alert og ude på den ydre linie. Twin Otteren stak derfor af sted kl 8:30 med kurs mod islejren og med tolv passagerer ombord – helikopterpiloter, mekanikere og forskere. Ved islejren fik Isa Asudeh hurtigt undersøgt de seks receivers, der har stået ude i kulden. Resultatet var ikke til at tage fejl af. Med et stor smil og tommelfingeren i vejret fik Isa gjort os klart, at instrumenterne stadig virkede, og kort efter stak de tre helikoptere af sted. Nu skulle der sprænges og derefter samles instrumenter ind. Til trods for det gode vejr ved islejren måtte vi opgive at flyve til det aller nordligste sprængningssted OS11, da vejret her fortsat var yderst tvivlsomt. Men to hold tog straks til sprængningssted OS8, og fik der installeret en ladning. Og kort efter blev der sprængt på positionen, og i løbet af dagen besøgte to helikopterhold de resterende sprængsteder for at detonere ladningerne. Kl 15:50 var der affyret sprænger ved alle positionerne OS1, 2, 3, 4, 6, 7 og 8, og dernæst startede indsamlingen af alle receiverne. Alle tre helikopterhold fløj resten af dag i pendulfart fra den ydre linie til islejren med instrumenter. Herfra blev de senere fløjet til Alert af Twin Otteren. Det lykkedes i løbet af dagen, at få indsamlet alle 110 receivers fra isen på nær de fem aller nordligste, som ikke umiddelbart blev fundet. Men vi ved, at de er derude et eller andet sted, og vi vil forsøge i morgen at finde dem, hvis vejret tillader det. Af samme årsag lod vi satellitsenderen, der står ved den nu detonerede sprængladning OS7 blive stående på isen, så vi kan følge isens bevægelser i området.

Trine Dahl-Jensen og Søren Bredvig Nielsen indsamlede instrumenterne i den sydlige del af linien. I begyndelsen havde de ingen problemer med at finde receiverne, men undervejs op nord på langs linien passerede de en lang åbning i isen, og efter passagen af det åbne vand var der ingen receivere at finde i liniens retning. De søgte op og ned langs linien, men instrumenterne var væk. Til sidst kaldte de Alert for at få den sidste position på satellitsenderen, der havde stået ved det nærtliggende sprængningssted OS3. Fra Alert fik de at vide, at de skulle flyve ca. 16 km mod vest for at finde fortsættelsen af linien på den anden side af den lange åbning i isen, da linien i de mellemliggende dage var blevet forskudt ca. denne afstand mod vest på grund af isens bevægelse langs åbningen. De var meget forbavsede, da de her fandt fortsættelsen af linien og igen kunne begynde at indsamle instrumenter. Vi har vedhæftet et satellitbillede, der viser parallelforskydning af linien langs det åbne vand.

Efter endnu en lang dag på isen, blev den ene helikopter igen efterladt i islejren, mens de to andre fløj tilbage til Alert. De resterende folk fra dagens operation blev hentet hjem fra islejren af Twin Otteren. Alle var tilbage i Alert mellem kl 22:30 og midnat.

Data fra receiverne blev straks overført til vores computere i Alert, hvor Isa Asudeh fik kontrolleret kvaliteten. Vi blev hurtig klar over, at vi igen havde fået et nyt sæt vigtige data af god kvalitet op fra bunden af Polhavet. Selv og vi var trætte, så var der store smil på læberne efter denne nyhed.

I løbet af dagen fik Twin Otteren også fløjet Søren Rysgaard og Martin Blicker fra Grønlands Naturinstitut ud til islejren. De arbejder med et separat følgeforskningsprojekt, der skal undersøge havisens betydning for udvekslingen af CO2 mellem atmosfæren og havet. Projektet udføres i forbindelse med LORITA-aktiviteterne, men de medbringer også et såkaldt CTD-udstyr, der kan måle variationen af havets saltholdighed og temperatur under havisen. Temperaturen og mængden af salt i vandet har indflydelse på lydens hastighed i vandet, så CTD-målingerne bruges til at oversætte de ekkolod-målingerne, som BG-holdet i LORITA-1 projektet indsamler, til helt nøjagtige vanddybder. Søren og Martin fik gennem et borehul i havisen målt saltholdigheden og temperaturen i hele vandsøjlen under islejren med CTD-udstyret og fik indsamlet vandprøver og isprøver til kemiske analyser.