LOMROG III 2012 4. feltrapport
Nordpolen og status ved Christian Marcussen, GEUS – togtleder
22. august 2012
Isbryderen Oden
Position: Nordpolen
Vejret: -0,1°C; frisk vind fra en nordvestlig retning; solskin
I forbindelse med LOMROG III togtet med den svenske isbryder Oden har en dansk-svensk ekspedition den 22. august kl. 23:43 (dansk tid) nået den geografiske Nordpol. Nordpolen blev nået indenfor samme time præcis tre år efter Oden var på Nordpolen under LOMROG II. Ekspeditionen er et led i Kontinentalsokkel-projektets arbejde med at indsamle data i området nord for Grønland for at kunne dokumentere et krav om udvidelse af kontinentalsoklen ud over 200 sømil i dette område.
De sidste sømil til Nordpolen måtte Oden – som også i ugerne forinden – bryde igennem til dels svær havis.
Det var syvende gang Oden nåede Nordpolen og begivenheden blev fejret med et glas mousserende vin og det obligatoriske gruppebillede på isen. Her var der også tid til forskellige gøremål blandt andet at stå på hovedet samt at svømme i det iskolde vand, der findes her.
Det lykkedes for Martin Breum og Kenneth Sorento fra Danmarks Radio at producere et indslag om begivenheden til 18:30 TV-avisen torsdag aften (23. august).
Efter festlighederne blev der taget en sedimentkerne (piston core) næsten på Nordpolen, hvorefter Oden fortsatte sin færd i retning mod Lomonosov Ryggen (se også rutekortet). Nordpolen var således ikke i sig selv et mål for ekspeditionen, men lå på transitruten mellem to opmålingsområder.
Hovedformålet med dataindsamlingsaktiviteterne er at fremskaffe den nødvendige dokumentation for en udvidelse af den grønlandske kontinentalsokkel ud over 200 sømil i henhold til FN’s havretskonvention. I denne forbindelse er specielt to datatyper vigtige – vanddybder (også kaldet bathymetriske data), som jo beskriver havbundens morfologi (form) og refleksionsseismiske data, der kan fastlægge tykkelsen af de aflejringer (som f.eks. sand og ler), der findes under havbunden.
Her godt halvvejs gennem LOMROG III togtet kan der gøres status for de målinger, der indtil nu er gennemført på togtet:
- Der er indsamlet meget detaljerede bathymetriske data på den side af Lomonosov Ryggen, der vender mod Amundsen Bassinet i områder uden tidligere datadækning. Dette er sket med Oden’s avancerede flerstråle ekkolod samt på havisen med et enkeltstråle ekkolod ved hjælp af skibets helikopter.
- Der er indsamlet refleksionsseismiske data langs et profil i Amundsen Bassinet og på Lomonosov Ryggen. Den seismiske dataindsamling er blevet vanskeliggjort af isforholdene i området. Der er planlagt yderligere indsamling af seismiske data i løbet af togtets anden halvdel.
- Der er foretaget to bundskrab på Lomonosov Ryggen, der har resulteret i alt ca. 300 kg bjergartsprøver (se foto).
- Jordens tyngdefelt bliver målt kontinuerligt langs Oden’s rute med det i skibet indbyggede gravimeter.
- For at kunne kalibrere flerstråleekkoloddet er der med regelmæssig afstand gennemført målinger af lydhastigheden i vandet både ved hjælp af Oden’s CTD samt fra stationer på isen. Samtidigt med disse målinger er der blevet indsamlet vandprøver i forskellige dybder.
Til togtet er der knyttet danske og svenske forskningsprojekter indenfor geologi, biologi, oceanografi og havisstudier, som har indsamlet geologiske, biologiske, vand- og isprøver fra Oden samt på havisen ved hjælp af den ombordværende helikopter. Feltrapporter for nogle af disse projekter findes andet steds på denne hjemmeside.
LOMROG III togtet er et samarbejdsprojekt med det svenske Polarforskningssekretariat. Kontinentalsokkelprojektet hører hjemme under Uddannelsesministeriet og fra dansk side deltager medarbejdere fra Farvandsvæsenet, DTU – Space, Danmarks Meteorologiske Institut, Aarhus Universitet og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), som er projektleder for den grønlandske del af projektet. Fra grønlandsk side deltager en medarbejder fra Råstofdirektoratet.