FN’s Havretskonvention

Princippet om ‘Havenes frihed’, som blev beskrevet af hollænderen Hugo Grotius allerede i 1608, har helt op til nyere tid været grundlaget for de internationale regler om havet.

Den gældende havretskonvention er indtil videre afslutningen af en udvikling, der tog fart efter 2. Verdenskrig, og som har betydet at større og større dele af kontinentalsoklen blev underlagt kyststaternes jurisdiktion, særligt med hensyn til udnyttelsen af ressourcerne i vandmasserne på havbunden og i undergrunden. Havretskonventionen giver således kyststaterne ret til en eksklusiv økonomisk zone (EEZ) indtil 200 sømil (1 sømil = 1852 meter). Ydermere giver artikel 76 i Havretskonventionen kyststater mulighed for at udvide deres kontinentalsokkel ud over de 200 sømil.

Hvilke ressourcer må kyststaten anvende ved den udvidede kontinentalsokkel?

Udenfor den eksklusive økonomiske zone får kyststaten i den udvidede kontinentalsokkel derimod kun retten til ressourcerne på og under havbunden. Med andre ord er ressourcerne i vandmasserne (som f.eks. fisk) ikke omfattet. Hvis der udvindes ressourcer indenfor den udvidede kontinentalsokkel, skal der betales en afgift til Den Internationale Havbundsmyndighed efter nærmere fastsatte regler. Udenfor kontinentalsoklen tilhører ressourcerne menneskehedens fælles arv og forvaltes af Den Internationale Havbundsmyndighed med sæde i Jamaica.

Den 29. april 2003 besluttede Folketinget, at Danmark skal ratificere FN’s Havretskonvention af 1982.

Efterfølgende har også Færøernes Lagting og Grønlands Landsting tiltrådt denne beslutning. Danmark ratificerede Havretskonventionen på Rigsfællesskabets vegne den 16. november 2004. Læs den danske version af FN’s Havretskonvention.