LOMROG II 2009 7. feltrapport

DMIs oceanografer ombord på Oden

Fremsendt af Steffen Olsen og Leif Toudal Pedersen, DMI oceanografer.

Redigeret af Jane Holst, GEUS, webudgave Torsten Hoelstad, GEUS

31. august 2009

Isbryderen Oden

Position: 87° 30’N, 16° 52’E

Vejret: Solskin og delvist overskyet, tågebanker -6° C

Vores opgave på Oden er at gennemføre et løbende måleprogram af temperatur og saltvariationer i vandsøjlen til understøttelse af den centrale opgave omkring havbundskortlægning. Ud fra vores data kan lydens udbredelseshastighed i vandet under os beregnes, hvilket er nødvendigt for en præcis havbundskortlægning over store strækninger hvor vandmassernes karakteristika ændres. Opgaven er specielt vigtig på LOMROG II togtet, der arbejder i en del af det Arktiske Ocean hvor der er relativt få nyere målinger tilgængelige og der er et meget begrænset kendskab til udviklingen over tid.

Vi arbejder primært med en CTD sonde, som via et spil og kabel sænkes ned gennem vandet og løbende måler vandets ledningsevne (et mål for saltholdigheden), temperatur og dybde. Fra skibet kan vi følge sondens målinger på dens lange vej mod havbunden som over store områder i det Arktiske Ocean ligger dybere end 4000 m.

Der kan også tages vandprøver med op fra forskellige dybder med et system af 24 beholdere monteret omkring CTD sonden. Hver beholder kan lukkes og forsegles i en udvalgt dybde og bringes til overfladen. Nogle prøver bruges herefter til kalibrering af CTD sonden, mens hovedparten af vandet hentes op til brug for de danske og svenske forskningsprojekter, som er en del af ekspeditionen. Specielt tre biologiske projekter med fokus på polhavets DNA, bakterier og plankton er store aftagere af de populære vandprøver til yderligere analyser i skibets laboratorier.

Kun en del af vores hydrografiske målingerne langs ruten foretages med CTD fra skibet, resten henlægges til isen med en mindre CTD sonde og et mobilt spil, som kan flyves ud med helikopter og sættes op på kort tid. Det mobile udstyr leverer fuldt ud tilstrækkelige data til at understøtte havbundskortlægningen, men systemet har ikke samme rige mulighed for at tage vandprøver som fra Oden og når ikke dybere ned end ca. 2 km.

At flyve ud, lande på isen og måle derfra har flere klare fordele. Mest vigtigt er det, at Oden kan fortsætte ad sin rute uden stop. Helikopteren giver os samtidigt mulighed for at flyve frem på ruten og dermed hente aktuelle data hjem eller at lande meget præcist på udvalgte positioner hvor havbundsforholdene eller oceanografiske overvejelser kræver det. Derudover er det dejligt at komme væk fra Oden, støjen og rystelserne og være et par timer ude i den larmende stilhed på isen, hvor kun en svag brummen fra den generator som driver spillet forstyrrer.

Også på dette arbejde på isen følger andre forskningsprojekter med. Heroppe som i andre oceaner er den biologiske aktivitet og artssammensætning tæt knyttet til de hydrografiske forhold. Vores arbejde på isen giver mulighed for at sammenkoble biologiske og oceanografiske parametre og det er næmest en regel, at det svenske planktonprojekt følger med ud på isen (se feltrapport 4.
Samtidig med CTD arbejdet, som strækker sig over 2-3 timer, gennemfører Kajsa Tönnesson og Rasmus Swalethorp et omfattende måleprogram af artsammensætning og fødegrundlaget i de produktive øverste hundrede meter af vandsøjlen. Samarbejdet med plankton projektet er et eksempel på synergien mellem de primære aktiviteter i forbindelse med kontinentalsokkelprojektet og følgeforskningsprojekterne ombord på Oden.

Vores målinger er også nyttige for at forstå havcirkulationen i Arktis og opfange mulige klimatiske ændringer. Det Arktiske Ocean er kendetegnet ved et tyndt lag af koldt, relativt lavsalint (ferskt) vand som danner et låg over de varmere havstrømme dybere nede. Heroppe finder vi 1-2°C varme lag i 3-800 m dybde, som er signaturen af Golfstrømmens grene ind i det Arktiske Ocean. De 1-2°C er varmt, idet overfladevandet selv her om sommeren er omkring -1,5°C, altså nær frysepunktet for saltvand. Havisens skæbne er tæt knyttet til denne opdeling, og forskydninger i balancen mellem koldt og varmt vil kunne betyde at det varme vand kommer i tættere kontakt med isen som derefter hurtigt ville smelte.

Vi ankom til isen for godt fire uger siden i den arktiske sensommer. I den mellemliggende periode har temperaturen for det meste været lidt over frysepunktet og der dannes søer af smeltevand på pakisen. Den senere tid er det dog blevet tydeligt at den arktiske vinter er på vej. Vi har stadig midnatssol en tid endnu, men temperaturen er faldet og der er nu igen is på smeltevandssøerne og åbningerner mellem flagerne fryser til. Der er sne i luften og man fornemmer det snart er et tid til at tage mod syd. I går hvor temperaturen var omkring -6° C frøs vores hul i isen til med en halv centimeter is i løbet af de to timer vores måling varede.