LOMROG 2007 4. feltrapport

Fremsendt af Sofia Rickberg, Det svenske Polarforskningsekretariat

Redigeret af Jane Holst and Torsten Hoelstad, GEUS

Fart i forskningen, svær is og ruteændringer

I de seneste døgn har Oden flere gange siddet fast i meget svær is. Den russiske isbryder ’50 Let Pobedy’, som eskorterer os, har ind i mellem haft problemer med at hjælpe os fri. Vi er de første overfladefartøjer som nogensinde har været her. Det er der en god grund til, nemlig isen. Den er tyk og kompakt og den har næsten ingen sprækker eller åbent vand. Der er hvidt så langt øjet rækker, nogle enkelte lyseblå ferskvandssøer, som dannes oven på isen er det eneste som bryder monotonien. Himlen er også hvid for det meste, eller gråhvid. Blå sprækker i skyerne har vi kun haft et par enkelte gange i de to uger vi har været på farten. Vi får lidt nedbør hver dag, oftest med minusgrader, så det er ikke blød eller tung sne, men sigtbarheden bliver dårlig.

Forskningsaktiviteten ombord er intensiv på trods af vejret og isen. Alle lange stop udnyttes maksimalt til CTD-sonderinger og sedimentprøvetagning. Odens nye multibeam ekkolod og de første sedimentkerner, som blev taget fra Lomonosovsryggen, viste præcist hvad forskerne ledte efter, siger Martin Jakobsson, Stockholms universitet. Resultaterne bekræfter hypotesen om, at der i de tidligere istider har været enorme shelf-is-områder i Arktis, ligesom vi har dem i dag i Antarktis.

Ekspeditionens rute er blevet ændret radikalt på grund af den meget tykke is. Vores russiske venner på Pobedy skal lede os ud af den værste is til et område, hvorfra Oden selv kan sejle tilbage mod Svalbard. Nye planer for de fortsatte undersøgelser vil blive lagt, sandsynligvis skal de foregå ved Morris Jesup Rise. Det er et område, som de danske forskere havde planer om at undersøge om nogle år, men når vi passerer lige forbi, og tiden tillader det, kan de lige så godt gennemføre noget af det arbejde på denne ekspedition i stedet. Pobedy følger os altså ikke gennem isen ret meget længere, men sætter snart kursen mod sit hjemsted i Murmansk. Som følge af den vanskelige issituation, har Pobedy fået problemer med skruen, som skal repareres. Oden havde aldrig kunnet komme så langt, hvis vi skulle have klaret os selv. Issituationen har nemlig været meget vanskeligere end nogen kunne drømme om. Nogen af os har fået en guidet rundtur ombord på det imponerende skib, og den russiske kaptajn og hans besætning har været meget imødekommende på alle måder.

Da det danske seismik-kabel satte sig fast i isen, gjorde Pobedy en meget imponerende “redningsindsats”. Kablet – mere end 400 m langt til en pris af små 3000 kr pr. meter – blev klemt fast mellem isskosserne flere steder. Vi forsøgte at få det fri ved hjælp af helikopteren, men uden held. Den russiske isbryder gennemførte på egen hånd en “redningsaktion” ved hjælp af trosser, kraner og præcisions-manøvrering, som lykkedes. Ind i mellem var spændingen ulidelig, men resultat var godt! Kablet skal nu overdrages til os ved det næste besøg på Pobedy. Vi vil tage vores fineste gaver frem fra vores gemmer!

Farvel Pobedy! Goddag Morris Jesup!

Oden, 2. september 2007

Position: 85° 15.55’N, 014° 31.66’W

Vejret: -2,5°C, vindstille, skyet, let nedbør i form af sne

Efter næsten to uger med fælles færd over det nordlige Polhavs vanskeligste farvand skiltes de to isbrydere 50 Let Pobedy og Oden. I onsdags inviterede vi kaptajnen og ti af hans besætnings-medlemmer til en afskedsreception. Der blev udvekslet gaver og plakater, med vores rute angivet på et kort, blev signeret af alle tilstedeværende. Det var højtideligt og festligt. Efter det mere officielle blev der både spillet klaver og harmonika og der var også sang og lidt dans. At mødes og skilles i det store hvide er noget ganske særligt. Efter at have gået op og ned af de samme mennesker ombord i nogle uger, længes man efter at se nye ansigter. Vores nyfundne russiske venner forlod os i fredags efter at have fulgt os hen til et område, hvor Oden selv kan manøvrere uden problemer. Afsejlingen var et stateligt syn. Med en russisk march fra første verdenskrig drønende ud fra højttalerne brusede Pobedy frem gennem isen, og alle ombordværende på begge fartøjer vinkede farvel. Leonid Polyak – vores russiske forsker ombord fra Byrd Polar Research Center, Ohio State University i USA – kunne fortælle os at marchen hedder “Slavanka”, nu går vi alle og nynner melodien.

Det område, vi er nået til efter turen væk fra den vanskelige is, hedder Morris-Jesup Rise. Det er en undervandsryg, som strækker sig mod nord fra Grønlands nordligste punkt, og som er opkaldt efter en af sponsorerne af amerikaneren Robert Pearys Arktis-ekspeditioner i begyndelsen af 1900-tallet. Området er uhyre interessant for alle forskerne ombord, eftersom der kun findes yderst sparsomme data herfra. Vi starter undersøgelserne med en grundig “scanning” ved hjælp af det flerstrålede ekkolod, som giver 3D-fotos af havbunden og dens underliggende lag. Vi ligger og cirkler langsomt rundt, for at få så detaljerede fotos af bunden som muligt. Når man ser på skærmen, at sedimentlaget har en interessant struktur, beslutter man at foretage flere undersøgelser. Først tages der vandprøver (CTD), som også kan være af værdi for tolkningen af sedimenterne. Derefter tages der en sedimentprøve. Kernen, som kommer op på dækket, bæres væk (se foto), analyseres og beskrives i geologilaboratoriet. Og sådan fortsætter det. Cirkle rundt, finde et egnet sted, CTD-sondering og så tages der en sedimentkerne. Og derimellem bliver folk fløjet ud på isen for at udføre gravimetri- og bathymetri-målinger. Som i en kompliceret dans foregår det hele i rask tempo. Selv under gårsdagens traditionelle, svenske krebsegilde, gik forskerne hele aftenen til og fra for at tage prøver og udføre CTD-sonderinger. Hvem ved, det bliver måske aldrig muligt igen at holde et kombineret krebse- og forskningsgilde på Morris Jesups tag!