2. feltrapport, LOMROG 2007

Fremsendt af Sofia Rickberg, Det svenske Polarforskningsekretariat

Redigeret af Jane Holst og Torsten Hoelstad, GEUS

Vejret: skyet, 0 °C, vind 8 m/s

Ekspeditionen LOMROG har nogle intensive dage bag sig. I onsdags kom helikopteren og dermed de sidste deltagere ombord. I torsdags bliver der opstillet en teststation, hvor alle forskningsprojekterne fik afprøvet deres udrustning. Det meste fungerede, CTDen havde dog kommunikationsproblemer og vi måtte gøre et nyt forsøg i fredags, hvor det hele fungerede godt. Fredag kom Oden for sent til mødet med den chartrede russiske isbryder “50 Let Pobedy” (50 år efter sejren), så den vendte om og kom og hentede os på position 82°30’N, 10°E. Det var et imponerende syn, da den store atomisbryder kom brusende igennem tågen. Først som en skygge, som så kom nærmere og nærmere. Pobedy, som vi kort og godt kalder den, er 160 meter lang, 30 m bred og har sin egen kernereaktor ombord, som den bruger som drivkraft. Den glider lydløst frem igennem isen, som var det smør, hvor Oden stønner og puster og kæmper. Vi har udvekslet besøg og der bliver flere i fremtiden. Nu sejler Pobedy foran Oden, bryder gennem alt og efterlader en sejlrende bag sig, og selv dér har vi lidt svært ved at komme igennem ind i mellem. Men tidsplanen holder og forskernes udrustning fungerer som den skal.

I går løste nogle af os (undertegnede, en forsker som leder efter is med sedimenter fra det sted hvor isen dannedes og den instruktør, som laver en dokumentarfilm om ekspeditionen samt helikopterpiloterne) en speciel opgave. Vi fløj i helikopter til sejlbåden “Tara”, som i næsten et år har ligget indefrosset i den arktiske is. Sejlbåden ligger og venter på at isdriften får isen til at slippe fartøjet igen. De 10 ekspeditionsdeltagere fra fire forskellige lande (Frankrig, New Zealand, Norge og Estland) ombord venter på, at båden kommer fri, og i mens foretager de en del målinger og iagttagelser af bl.a. meteorologisk art, i et projekt der hedder DAMOCLES. Deres elektromagnetiske induktionsenhed (som måler istykkelsen) gik i stykker for noget tid siden, og den danske forsker, Rene Forsberg, som er med Oden, havde en ny enhed med fra Tromsø. Vi havde også sammensat nogle kasser med frugt og grøntsager til folkene ombord. De var meget glade for hjælpen. Vi kunne desværre ikke blive ret længe, men fik en kort rundvisning på båden, drak en kop te og sagde så farvel og held og lykke. I Arktis hjælper man hinanden, når man kan! Det var heldigt, at vi kunne lande så tæt på båden, så det gik som planlagt. Pobedy øgede hastigheden for at give helikopteren mulighed for at lande tættere på Tara, hvis det havde været nødvendigt p.g.a. vejret eller andre omstændigheder. Oden lå stille ved siden af en is- og CTD-station, mens vi var væk og skulle derefter i gang igen for ikke at tabe tid, hvilket kun gav os et vindue på en god time. Det var altså et kort og intensivt besøg.

De forskere, der var ude på isen mens vi var på flyvetur, udførte gravitations- og bathymetri-opmålinger og tog iskerneprøver for at lede efter bl.a. kuldioxid fra atmosfæren. Så snart de og vi kom ombord igen, startede forskerteamet seismikopmålingerne, som skal foregå mens vi sejler. Siden da har Oden sejlet med 3-4 knobs fart med udrustningen monteret agter. I morgen skal vi starte på at tage sedimentprøver fra havbunden.

Livet går sin vante, gode gang ombord med måltiderne som faste holdepunkter. Det sociale liv udspiller sig for en stor del i messen. Mange ombord arbejder i skift og man sover, når det passer ind. Glade amatører leder gymnastik- og yogatimer i gymnastikrummet næsten hver dag og mange møder op, for at forsøge at forhindre den gode og nærende mad i at sætte sig på sidebenene. Stemningen er god!