Kontinentalsokkel – en geologisk forklaring

Begrebet kontinentalsokkel er oprindeligt et geologisk eller geomorfologisk begreb, der er defineret som landmassens fortsættelse under havets overflade. I forbindelse med artikel 76 omfatter det juridiske kontinentalsokkelbegreb havbunden og dens undergrund i et område, som strækker sig udover kyststatens søterritorium i hele den naturlige forlængelse af kyststatens landområde til yderkanten af kontinentalmargenen, eller ud til en afstand af 200 sømil fra basislinjen,

Overgangen mellem den geologiske kontinentalsokkel og dybhavsbunden kaldes kontinentalskråningen, hvor havdybden tiltager ganske meget over en relativ kort afstand.

Langs nogle typer af kontinentalmargen aflejres materiale fra kontinentalsoklen, f.eks. ler og sand, nedenfor kontinentalskråningen og danner kontinentalhævningen, som er en del af dybhavsbunden.

Figur A viser et skematiseret snit igennem en type af kontinentalmargen, som bedst stemmer overens med forholdene omkring Atlanten. For andre typer af kontinentalmargen gælder at bestemmelserne i artikel 76 skal fortolkes, så de passer til disse forhold. Ved overgangen fra kontinentalskorpe til oceanisk skorpe sker der en markant udtynding af jordskorpen fra en tykkelse mellem 20 til 40 km til omkring 7 km.