Regler for udvidelsen af kontinentalsoklen

I henhold til artikel 76 i FN’s Havretskonvention kan et land gøre krav på udvidelse af sin kontinentalsokkel (i juridisk forstand) ud over 200 sømil, hvis yderkanten af kontinentalmargenen strækker sig længere ud. I de regler, der er fastlagt i artikel 76, indgår to grundlæggende begreber:

• Basislinjer som udgangspunkt for beregning af f.eks. søterritoriets bredde, eller den eksklusive økonomiske zones bredde, er normalt identiske med lavvandslinjen langs kysten. Havretskonventionen har dog fastsat nærmere regler for en fastlæggelse af basislinjen.

og

• Kontinentalskråningens fod (FOS) angives som det punkt ved kontinentalskråningens basis, hvor hældningen ændrer sig mest. Er en sådan bestemmelse ikke muligt, kan andre metoder tages i brug.

Yderkanten af kontinentalmargenen kan fastsættes ved hjælp af to formler

Se figur B.

• Hedberg formlen: en linje der forbinder punkter med en afstand på 60 sømil fra kontinentalskråningens fod.
• Gardiner formlen, eller sedimentformel: et punkt hvor tykkelsen af de aflejringer (sedimenter), der ligger under havbunden, mindst er 1% af afstanden til kontinentalskråningens fod. Ved en afstand af 100 km fra kontinentalskråningens fod skal aflejringerne således have en tykkelse på mindst én kilometer.

Den resulterende formellinje fremkommer ved at forbinde en kombination af punkter defineret ved ovenstående formler, således at den linje, der udvider kontinentalsoklen mest muligt i et givent punkt, kan bruges.

For at begrænse udvidelsen af kontinentalsoklen er der defineret to begrænsningslinjer

Se figur C.

• 350 sømils linjen (dvs. en linje der har en afstand på 350 sømil fra basislinjen) – afstandsbegrænsningslinjen,
• den linje, der forbinder punkter med en afstand på 100 sømil fra 2500 meter dybdekurven – dybdebegrænsningslinjen.

Yderligere gælder der særlige regler for undersøiske højderygge. Der skelnes altså mellem:

• Oceanbundsrygge (oceanic ridges), der ikke er en del af kontinentalsoklen,
• Undersøiske rygge (submarine ridges), hvor begrænsningslinjen, der beregnes som 100 sømil fra 2.500 m dybdekurven, ikke kan bruges,
• Undersøiske hævninger (submarine elevations), som er en naturlig bestanddel af kontinentalsoklen og hvor også dybdebegrænsningslinjen kan bruges.

Kyststaten kan kombinere de to begrænsningslinjer til den resulterende begrænsningslinje på en sådan måde, at den af de to linjer der har størst afstand fra basislinjen i et givent punkt kan benyttes.

Kontinentalsoklens ydre grænse fremkommer endeligt ved at kombinere de to resulterende linjer på følgende måde: ligger formellinjen tættere på basislinjen end begrænsningslinjen gælder formellinjen ellers gælder begrænsningslinjen (se figur D).

Den endelige ydre grænse af kontinentalsoklen skal i henhold til Havretskonventionen angives ved faste punkter, der forbindes med rette linjer, der hver især ikke må være længere end 60 sømil.