LORITA-1 2006 9. feltrapport

Alert 18. april, 2006

Fremsendt af Ron Verral og Trine Dahl-Jensen

Redigeret af Henrik Højmark Thomsen, GEUS

Første skud på den ydre linie – på trods af vejret.

Den 18. april, 2006

Vejret i Alert: -31 grader, sol, let vind.

Fint vejr i Alert, men vejret på den ydre linie drillede os. Dagens program var at få monteret de sidste fire sprængladninger OS8-11 i den nordlige ende af linien og få installeret de 80 receivers som stadig mangler på linien. Fra morgenstunden viste satellitbilledet, at der var lave skyer og tåge over området, men der var udsigt til bedring. Vi udsatte derfor vores afgang fra Alert til frokost.

En del af vores problem er, at vejret skal være nogenlunde godt i et meget stort område. Afstanden fra Alert til den nordlige ende af den ydre linie er næsten 450 km, og vi er kun i stand til at flyve helikopterne så langt ud på isen, hvis det er flyvevejr langs hele ruten. Yderligere har vi et problem med helikopternes rækkevidde. De har ikke tankkapacitet til at flyve fra Alert og ud til islejren og tilbage igen. Det betyder i praksis, at de på et eller andet tidspunkt på ruten passerer et punkt, hvor de ikke har brændstof nok til at returnere til Alert, hvis de undervejs løber ind i dårligt vejr. Piloterne skal derfor holde ekstra godt øje med vejret for ikke at komme i problemer.

For at imødegå disse problemer besluttede vi os for ved første givne lejlighed at få helikopterne fløjet ud til islejren og efterlade dem der sammen med én pilot og én mekaniker. Vi skal så kun flyve to piloter og forskerne ud til islejren med Twin Otteren, for at kunne starte arbejdet. Twin Otteren er ikke så afhængig af vejret som helikopterne, og så har flyet en meget større rækkevidde, så det kan returnere til Alert, hvis vejret bliver dårligt.

Vi er også lidt bekymrede for batterierne i de 70 instrumenter, som vi fik sat ud på isen den 15. april. Batterierne taber strøm, hvis de bliver kølet ned under ca. -20 grader. Vi ved dog fra test af udstyret i Ottawa, at dataloggerne kan fungere i fem dage ved en temperatur ned til -40 grader, og da det har været varmere her, så skulle de kunne fungere lidt mere end fem dage. Hvor meget længere ved vi ikke. Hvis receiverne står der ude for længe, så vil de tabe strømmen, og vi vil ikke få nogle data hjem, når der bliver sprængt. Vi kunne vælge at samle dem ind, få dem varmet op i Alert og sætte dem ud igen. Men det vil tage tid, og vejret skal arte sig pænt for at det kan lade sig gøre. Hvis det tager for lang tid, så risikerer vi at sprængladningerne i mellemtiden er drevet væk med isen fra det område, vi vil måle i.

Vi fik ikke startet ud fra Alert før kl 12:30. På det tidspunkt var vejret klaret så meget op, at alle tre helikoptere kunne flyve til islejren, hvor de tankede. Turen der ud var helt udramatisk, men vi måtte dog lave et lille ekstra sving på 15 km for at komme uden om en tågebanke. Efter tankningen ved islejren gik turen videre mod sprængningsposition OS8, hvor vi skulle montere ladningerne. Positionen ligger omkring 50 km nord for islejren, og vi var ikke nået ret langt ud før vejret begyndte at blive dårligt. Skyerne blev lavere og lavere og sigtbarheden blev meget dårlig. Piloterne besluttede derfor at returnere til islejren.

Her skiftede vi taktik og besluttede os for at bruge Twin Otteren til udsætningen af de sidste fire sprængladninger mod nord, mens helikopterne fik sat så mange instrumenter ud på isen som muligt. Herefter ville vi starte sprængningerne hurtigst muligt for bare at få nogle data i kassen. Twin Otteren er som sagt ikke så vejrafhængig som helikopterne. Til gengæld kan den ikke lande hvor som helst, som de kan. Den kræver et rimeligt langt stykke jævn is som landingsbane. Twin Otteren startede ud med kurs mod det nordlige brændstofdepot på linien (Cache OS), hvor der var en landingsbane, og her fik vi monteret en sprængladning. Denne position ligger så tæt på den planlagte sprængningsposition OS9, at den godt kan erstatte den. Dernæst fortsatte Twin Otteren videre nord på langs linien, og det lykkedes for piloten at finde en egnet landingsbane tæt på den planlagte sprængningsposition OS10. Her fik vi monteret endnu en sprængladning. Over radioen fik Twin Otter besætningen at vide, at det var lykkedes for de tre helikoptere at installere yderligere 40 instrumenter på isen, inden de igen måtte returnere til islejren på grund af tvivlsomme vejrforhold mod nord på linien. Og kort efter – kl 21.00 blev der trykket på startknappen for første sprængning ved positionen OS10. Derefter fløj Twin Otteren tilbage til sprængningsposition OS9 og udløste endnu en sprængning 21:50. I mellemtiden var det lykkedes for en af helikopterne at nå frem til position OS5, hvor de fik udløst endnu en sprængning. Helikopterholdet forsøgte også at nå frem til den næste sprængningsposition mod nord – OS6, men de måtte opgive på grund af dårlig sigt.

Efter sprængningerne returnerede Twin Otteren til islejren, hvor alle tre helikoptere var samlet. Her var vejret blevet så dårligt, at den havde svært ved at lande. Men det lykkedes. Alle tre helikoptere blev efterladt i islejren og et hold trætte isfolk steg ombord på Twin Otteren, som startede flyveturen til Alert. Her landede den kl 00:40. Det havde været en meget lang eftermiddag. På isen befinder der sig nu seks sprængladninger som ikke er detoneret og vi mangler at montere to ladninger. Vi håber på godt vejr til disse sprængninger. Derefter skal vi indsamle alle receiverne med data. De indeholder forhåbentlig allerede nu gode data fra dagens tre sprængninger, men med lidt held med vejret kan vi få endnu flere data hjem, hvis det lykkes at detonere de sidste otte sprængninger, og instrumenterne ikke løber tør for strøm.

Islejren er af overordentlig stor betydning for vores operationer. Den er permanent bemandet med Jørgen Skafte, der er lejrleder og Mike Gorveatt og Greg Middelton. De forsyner os med vejrmeldinger og yder service til piloterne på Twin Otteren og helikopterne. Mike og Greg har også travlt med at passe den “drivende seismiske station”, som er sat op ved lejren. Fra stationen sendes der hele tiden lydbølger ud i vandet fra nogle luftkanoner, der hænger i kabler under havisen. Lydbølgerne bevæger sig ned til havets bund og kastes tilbage fra de geologiske lag under havbunden. Disse reflekterede bølger opsamles fra mikrofoner (hydrofoner), der ligeledes hænger under havisen og er forbundet med stationen på overfladen. På denne måde får vi hele tiden indsamlet data fra havbunden, når islejren med den seismiske station driver rund med isen i Polhavet. Det eneste vi ikke kan styre, det er hvor stationen driver hen. Stationen har nu indsamlet data siden den 8. april, hvor den for alvor kom i gang med at måle. Den har kørt upåklagelig og har kun haft nogle enkle udfald. Vi har sendt et kort over den rute, hvor vi nu har data fra stationen. Den kører døgnet rundt og Mike og Greg arbejder i 12-timers skift fra frokost til midnat. Vi kan forstå, at de dårligt nok ser hinanden. En af de tidligere dage var Mike i Alert på en af de mange flyvninger for at få et bad og en lille pause. I denne periode blev han afløst af John Shimeld. Mike var kun i Alert et par dage, og han er nu tilbage i islejren.