LOMROG II 2009 6. feltrapport

Mere end bare mudder

Fremsendt af Daniella Gredin, De Svenske Polarforskningssekretariat

Redigeret af Jane Holst, GEUS, webudgave Torsten Hoelstad, GEUS

30. august 2009

Isbryderen Oden

Position: 87°N 14°E

Vejr: Solrigt, temperatur -6°C, vind 4 m/s

Jeg har aldrig før hverken tænkt ret meget over eller været fascineret af ler. Somme tider falder jeg over nogle alt for farvestrålende reklameblade, som lokker med spa-behandlinger, hvor hele kroppen smøres ind i et brunt, klæbrigt vidundermiddel, som er hentet fra havets bund. Men jeg har aldrig taget mig tid. Til andre tider bliver jeg irriteret over, at en fin sandbund bliver til dynd, hvor tæerne synker i. Så vil jeg hellere hoppe i vandet fra en klippe. Engang i en eventyrlig biologitime fik jeg lejlighed til at studere bundlevende organismer i skærgården. Jeg husker ikke hvilke larvearter vi fandt. Til trods for mine halvhjertede kundskaber, kan jeg dog ikke blive andet en fascineret af den ler, der ligger foran mig nu. Hver en centimeter af dette arktiske bundsediment bringer forskerne ca. 1000 år tilbage i tiden.

På LOMROG II ekspeditionen er der taget ni sedimentkerner langs med Lomonosov Ryggen både i det eurasiske og det amerikanske bassin. Teknikken kaldes piston coring, hvor kerneprøvetageren trykkes ned i sedimentet ved at en udløservægt slås ned i bunden. Første gang var fangsten kun en lille sort sten. Siden er det ene fyldte rør efter det andet med det eftertragtede sediment blevet hentet op fra flere tusinde meters dybde. Den længste kerne er 7,87 m lang og den blevet taget på 3429 meters dybde.

Når den 9 m lange kerneprøvetager kommer op af vandet på agterdækket spules den ren og hejses ned i en stålvugge. Derefter begynder arbejdet med at få de forskellige sektioner ud af plastrørene og mærke dem. De viser sig forhåbentlig at være fulde af sedimenter. Arbejdet fortsætter så i laboratoriet forrest i Oden, hvor kernerne undersøges i en maskine, som bl.a. beregner densitet og hvor magnetiske kernerne er. Rørene deles derefter midt over. Den ene halvdel pakkes forsigtigt ind i plast for at blive bevaret urørt på køl i arkiverne på Stockholms Universitet. Den anden halvdel bliver undersøgt allerede ombord.

Havbunden i det Arktiske Ocean kan fortælle meget om Arktis’ rolle i det globale klimasystem i fortiden, nutiden og fremtiden. Ved at studere hvordan kernerne skifter farve kan forskerne danne sig af en opfattelse af tidligere klimaer. Mørkebrune lag vidner f.eks. om varme perioder med mindre is. I perioder med mere åbent vand øges cirkulationen og iltindholdet i vandet, hvilket giver god betingelser for dyrelivet. Længere nede i kernerne findes et tydeligt gråt lag. Laget er velkendt og menes at have forbindelse med isdæmmede søer, som er brudt igennem og løbet ud under indlandsisen i Sibirien for ca. 50­60.000 år siden.

I laboratoriet når forskerne typisk at bearbejde en kerne om dagen. Efter at kernen er blevet registreret og arkivdelen er lagt til side, skrabes ydersiden af arbejdsdelen med en kniv for at fjerne eventuelle forureninger. Dernæst trykkes små plastikæsker ned i den, som skæres ud med nylontråd. Disse sedimentstykker sendes senere til Tyskland for at blive røntgenfotograferet. På røntgenbillederne kan man bl.a. se spor af hvordan organismer har bevæget sig og hvordan f.eks. havstrømme ved havbunden har påvirket sedimentstrukturerne. Ca. 45 m kerne skal analyseres på ekspeditionen.

Når kerneprøvetageren er hejset op på dækket, spules den. Foto: Daniella Gredin.

Sektionerne tages ud af plastrørene og mærkes. Foto: Daniella Gredin.

Røret med sedimentkernen hejses den over i en metalvugge. Foto: Daniella Gredin.