LOMROG II 2009 3. feltrapport

Lomonosov Ryggen

Fremsendt af Daniella Gredin, Det svenske Polarforskningssekretariat

Redigeret af Jane Holst, GEUS

18. august 2009

Isbryderen Oden

Position: 88°N 155°E

Vejr: Skyet, temperatur 0.7°C, vind 7 m/s

Forskningen er nu gået ind i en ny fase, efter at vi er nået frem til ekspeditionens målområde – Lomonosov Ryggen. Aktiviteterne er i fuldt sving og der er kommet styr på flere af de planlagte målestationer i de sidste døgn. Ved midnatstid tirsdag den 13. august nærmede vi os Lomonosov Ryggens skråning og i løbet af onsdagen kortlagdes området ved hjælp af Odens avancerede flerstråleekkolod og et simplere ekkolod, som bruges når der arbejdes på isen.

Den vældige undervandsbjergkæde Lomonosov Ryggen deler det Arktiske Ocean i to – den eurasiske side og den amerikanske side. Ryggen er opkaldt efter Mikhail Vasilyevich Lomonosov (1711-1765), som anses for at være den russiske naturvidenskabs fader.

Siden afrejsen fra Longyearbyen har multibeam-ekkoloddet kørt i døgndrift og der arbejder altid to personer ved skærmene på broen. Havbundens topografi har varieret igennem de forskellige områder vi har krydset. Vi passerede Gakkelryggen, en stor undervandsbjerg-kæde, som deler den eurasiske siden af det Arktiske Ocean i to bassiner. Som en kontrast til ryggen sås også ekstremt flade dybhavssletter. På en mere end 200 km lang strækning nord for Svalbards nordlige kontinentalsokkel varierede dybden mellem 4317 og 4329 m.

Forskerne er meget interesserede i Lomonosov Ryggens morfologi med henblik på at kunne bevise, at den er en naturlig forlængelse af den canadiske og grønlandske kontinentalsokkel. Det er vigtigt i forbindelse med FNs havretskonvention om nationers krav om udvidelse af retten til havbunden ud over 200 sømil. Derfor er der påbegyndt et omhyggeligt arbejde med at udarbejde et bathymetrisk kort over skråningens topografi. For at dække større områder med ekkolodet sejlede Oden i piruetter. Langs med Odens rute blev forskerne fløjet med helikopter ud på isen for at gennemføre otte målinger med det simplere ekkolod. Her blev tyngdekraftfeltet også målt.

Den 14. august er der gået to uger siden vi startede ekspeditionen og hverdagen begynder at liste sig ind på os. Vi har langsomt vænnet os til at falde i søvn til rystelser, vibrationer og krængninger. Flere af os er faktisk blevet helt gode til at kunne bruge løbebåndet i træningsrummet mens Oden bryder isen. Til torsdagsmiddagen blev der ifølge traditionen serveret ærtesuppe, varm punch og pandekager. Bagefter skal den danske fotograf holde introduktionskursus i Photoshop. Vi har fejret to fødselsdage i den forgangne uge med fødselsdagskage til eftermiddagskaffen. Og man kan stadig sidde på bryggen og kigge ud over isen og lade sig fascinere af isflagerne, formationerne og det uendelige hvide.

Multibeam-gruppen i arbejde. Foto: Benjamin Hell.

Udsigten fra broen er stadig fascinerende. Foto: Daniella Gredin.

Det planlagte arbejdsområde for LOMROG II-togtet er vist med en rød cirkel. ©GEUS.