Til forsiden
Om projektet
Fakta
Færøerne
Grønland
SitemapUdskriftsvenlig

6. Feltrapport

John Boserup på boreholdet ved et af borestederne på isen. De sorte affaldssække fyldt med sne bruges til at markere borestedet, så det næste hold - fragtholdet kan finde stedet.
Forstør foto


John Boserup og Ron Verral sidder på et par tons sprængstof, mens de venter på en helikopter.
Forstør foto
Alert 10. april, 2006
Fremsendt af Ron Verral og Trine Dahl-Jensen
Redigeret af Henrik Højmark Thomsen, GEUS

Nu går det løs langs den indre linie

Den 7. april, 2006
Vejret i Alert: -26 grader om morgenen, sol, ingen vind. Midt på eftermiddagen -14 grader.

Vejret var perfekt og arbejdet kunne begynde langs den 200 km lange indre linie, der strækker sig næsten syd-nord fra land og ud i Polhavet. Hele manøvren består i, at vi først skal gøre 11 sprængninger klar fordelt jævnt over hele linien. Derefter skal vi så sætte 150 instrumenter ud på isen, der skal modtage signalerne fra sprængningerne. De skal også fordeles jævnt langs den 200 km lange linie. Så skal der sprænges, én sprængning af gangen med et behørigt mellemrum, og derefter skal alle instrumenterne samles ind igen og tømmes for data i Alert.

Vi startede i den nordlige del af linien, hvor alle tre helikoptere kunne få brændstof og hente sprængstof fra depotet ved islejren. Når de bliver fyldt op med gods, så kan de ikke samtidig have så meget brændstof om bord, og det mindsker deres aktionsradius noget.

Boreholdet fløj først ud til positionerne på linien og fik boret huller i isen. Samtidig markerede de stederne med sorte plastiksække fyldt op med sne. De ses ret tydeligt fra luften, og de næste hold får derfor lettere ved at finde borestederne. Dernæst fulgte fragtholdet med alt sprængningsudstyret og satellitsenderne, der hele tiden sender sin position til Alert, og til sidst kom ladeholdet, der klargjorde sprængningerne, så de er klar til at blive skudt af. Arbejdet forløb fint, og det lykkedes at få klargjort de nordligste seks sprængsteder, der i lokalt LORITA-sprog kaldes IS6-11. I står for indre linie, S står for sprængning, og tallet angiver nummeret på sprængningen.

Mens dette arbejde foregik fløj Twin Otteren rundt på den sydlige del af linien for at finde et egnet landingssted, hvor vi kunne oprette et sydligt depot til morgendagens helikopter operationer i dette område. Det lykkedes for dem at finde et godt sted, og kort efter startede udflyvningen af brændstof og sprængstof til depotet, så det lå klar.

Ruth Jackson sammen med et læs "Coolers" på havisen ved det sydlige depot.
Forstør foto


Et billede af Alert set fra nord. Landingsbanen løber NØ/SW. Bygningerne, hvor folk spiser, sover og arbejder ses i det øverste venstre hjørne. Rækken af bakker i den fjerne baggrund er Winchester Hills. Bakken i midten er Dean Hill. Lokalt bliver den kaldt Crystal Mountain, fordi den på toppen har en del flotte kvartskrystaller.
Forstør foto
Den 8. april, 2006
Vejret i Alert: -29 grader om morgenen, sol, ingen vind.
Fra i dag af har vi midnatssol

Endnu en perfekt dag. Alle tre hold tog af sted fra Alert med kurs mod det sydlige depot, og efter tankning og pakning af de tre helikoptere fortsatte holdene deres arbejde langs den sydligste ende af linien. Alt gik godt, og midt på eftermiddagen var de sidste fem sydlige sprængninger gjort klar, IS1-5. Twin Otteren havde i mellemtiden fløjet en masse instrumenter frem til det sydlige depot, og alle tre helikoptere brugte resten af dagen med at sætte de første instrumenter ud på den sydlige del af linien.

Hver af de 150 instrumenter, der sættes ud langs linien, består af et seismometer med tilhørende datalogger og batterier, der skal modtage og lagre signalerne fra sprængningerne. Hele opstillingen kaldes lokalt for "Receivers" (modtagere). Dataloggerne og batterier er monteret i en køletaske med køleelementer i, som lokalt hedder en "Cooler". Det er et meget misvisende navn, da køletaskerne og køleelementerne faktisk bruges til at holde dataloggerne og batterierne varme. Fidusen er, at køleelementerne fryser ved ca. -3 til -5 grader, og når vi starter med dem optøet, så holder de indholdet af tasken ved denne temperatur i fem døgn, inden indholdet bliver afkølet til temperaturen på ca. -30 grader, der er udenfor. Og -5 grader er langt bedre end -30 grader for batterierne.

Det blev en lang dag, og den sidste helikopter returnerede først til Alert omkring kl. 21. Men der havde også været gevinst. De havde nået at sætte 66 "receivers" ud på den sydlige ende af linien. Det drejer sig om receiverne IR1-66 (I står for indre linie, R står for receiver, og tallet angiver nummeret på receiveren). Receiveren står kun med ca. 1,3 kilometers mellemrum, så helikopterne letter og lander hele tiden. Positionerne af receiverne markeres ligesom sprængningsstederne med sorte plastiksække fyldt med sne, så vi kan finde dem igen.

I løbet af dagen fløj Twin Otteren Morten Sølvsten, Arne Olesen samt Jon Biggar fra Canadian Hydrographic Service ud til islejren, hvor de skulle teste deres udstyr, inden de skal i gang med at kortlægge vanddybderne og tyngdefeltet langs de seismiske linier. Lokalt kaldes de BG-holdet. B for bathymetry (vanddybder) og G for gravity (tyngde). Testen forløb fint, og Arne fik i tillæg installeret en GPS-station på isen, der under hele ekspeditionen skal måle ændringerne i højden af isoverfladen på grund af tidevandet. Disse bevægelser skaber støj på tyngdemålingerne og data fra GPS-stationen skal bruges til at filtrere denne støj fra. De tre beboere i islejren har det stadig fint og nyder livet, der er mere simpelt her end det mere hektiske liv i Alert. Men det kan være de mange besøg i lejren er ved at være for meget. BG-holdet noterede sig, at de tre lokale smilede lige så meget, da holdet ankom, som da de tog af sted igen. Den drivende seismiske station ved islejren er nu i operation, og indsamler data.

Islejren.
Forstør
Morten Sølvsten og Jon Biggar gør klar til test af udstyret ved islejren.
Forstør
Soldrevet GPS-station, der skal måle tidevandets bevægelse ved islejren.
Forstør
John Shimeld og helikopterpiloten Bill Denomme på isen for at indsamle receivers.
Forstør


"Coolers" på hylder på lageret i Spinnaker bygningen i Alert efter de har været en tur på isen.
Forstør
Den 9. april, 2006
Vejret i Alert: -29 grader om morgenen, sol, vind der blev kraftigere i løbet af dagen.

Fra morgenstunden viste vi, at vejret på den nordlige del af den indre linie ville blive dårligt. Alle tre helikoptere startede ud fra Alert hver med to mand ombord, og de begyndte opstillingen af de resterende 84 receivers, der manglede på linien. Planen var at arbejde os så langt op mod nord som muligt, og omkring frokost var de næste 33 receivers sat ud (IR66-99). Her måtte vi stoppe udsætningen, da der var tåge og lave skyer over isen, og det dårlige vej var på vej syd over med tiltagende vind. Med ca. 2/3 dele af receiverne på plads skulle vi nu beslutte os for, om vi ville vente på bedre vejr, så vi kunne sætte de sidste instrumenter ud og få alle de data, vi havde planlagt, eller om vi skulle starte med at sprænge langs den sydlige del, hvor der var sat instrumenter ud, og dermed få nogle data hjem.

Vejrudsigten bød på dårligt vejr de kommende dage med stigende vind, der sikkert ville få isen til at bevæge sig hurtigere. Dette ville betyde, at linien med sprængladninger og instrumenter kunne drive væk fra den position, vi ønsker at måle langs, og hele linien kunne ende i et område, hvor det slet ikke er interessant at få data fra. Vi besluttede os derfor til at begynde sprængningerne mod syd, og fik affyret de sydligste seks ladninger ved positionerne IS1-6. Og umiddelbart efter startede vi indsamlingen af receiverne langs linien, så langt nord på vi kunne komme for vejret. Vi fik indsamlet 57 receivere (IR1-57) og fik dem transporteret tilbage til Alert, og vi vil ved første givne lejlighed indsamle de sidste 43. Hvad angår de fem nordlige sprængladninger, der ikke er fyret af, så er der et par muligheder. Hvis isen ikke bevæger sig så meget, så kan vi måske bruge dem senere på den ydre mere nordlige linie, og hvis isen bevæger dem væk fra det ønskede måleområde, så må vi sprænge dem, for bare at blive af med dem. Alle sprængningerne er forsynet med en lille sender med GPS, der hele tiden sender sin position tilbage til Alert, så vi ved, hvor de befinder sig.

Om aftenen i Alert fik Isa Asudeh i løbet af et par timer læst data ud fra de første 25 instrumenter. Vi blev hurtig overbevist om, at vi havde fået ekspeditionens første data og så endda af en rigtig god kvalitet. Der var store smil på læberne, og begivenheden blev fejret ved en lille sammenkomst.

Det blev en dag med et kapløb mellem os og det indkomne dårlige vejr; og dette kapløb havde ingen vindere. Selv om vi fik vores første data, så fik vi ikke alle de data, vi havde planlagt.


Den 10. april, 2006
Vejret i Alert: -20 grader, sne og let vind

Vi er vejrfaste i Alert. Det sner og det er ikke muligt at flyve. Hele dagen har vi haft travlt med at læse data ud af instrumenter og lavet backup af dem. Vejrudsigten siger, at vi aller tidligst kan forvente flyvevejr midt på dagen i morgen. De resterende receivers på isen må vente på os.
Grafik
© Kontinentalsokkelprojektet - E-mail:
Sidst ændret : Tirsdag 21. Juli, 2009
*
Valid HTML 4.01!Valid CSS!