Til forsiden
Om projektet
Fakta
Færøerne
Grønland
SitemapUdskriftsvenlig

3. Feltrapport

Eksempel på meget dårlige isforhold på flyveruten til islejren. Billedet er taget fra ca. 1600 meters højde. De ovale flager er gammel polaris, der måske er helt op til 6 meter tyk. Det vil tage lang tid at bore huller i isen her, og overfladen er så ujævn, at det kan blive vanskelig at lande med en helikopter. Billedet er kun taget for at vise isforholdene, når de er værst. Langs hovedparten af ruten er forholdene meget bedre, og der er mange steder, hvor helikopterne kan lande. Foto: Ron Verral.
Forstør billede
Alert 3. april, 2006
Fremsendt af Ron Verral og Trine Dahl-Jensen
Redigeret af Henrik Højmark Thomsen, GEUS

Første testskud på isen

Under Twin Otter flyvningen med mandskab og udstyr til islejren den 2. april, fik vi et meget fint indtryk af isforholdene på den ca. 300 km lange strækning fra Alert til lejren. Der er både fordele og ulemper ved isforholdene. Det meste af isen ser ud til at være dannet i år, og vi skønner, at den kun er omkring 2 meter tyk. Mængden af gammel polaris, som kan være meget tykkere, ser ud til kun at udgøre omkring 10 procent. Det er en fordel, når vi senere skal ud at bore huller i isen til sprængladningerne. Den gamle polaris kan være helt op 6 meter tyk, og det vil derfor tage lang tid for os at bore hullerne. På den anden side set, så er den unge is brudt op mange steder, og den tidligere stærke vind har skubbet isen rundt og skabt en stedvis meget ujævn overflade, hvor selv en helikopter vil have svært ved at lande. Men generelt er der mange steder, hvor vi sagtens kan lande med en helikopter. Det bliver dog vanskeligere at finde egnede steder, hvor Twin Otteren kan lande.

Vi er nødt til at bruge både Twin Otter flyet og helikopterne under arbejdet. Twin Otteren flyver hurtigere og kan flyve længere end helikopterne uden at tanke, og så kan den løfte meget mere udstyr. Til gengæld kan helikopterne lande på meget mere ujævn is. Vi bruger derfor Twin Otteren til at flyve brændstof og sprængstof ud til depoter på isen. Helikopterne tager så over her, og flyver sprængstoffet frem til de mange sprængningssteder på isen. Hvis isen var så jævn, at vi kunne lande med en Twin Otter alle steder, så havde vi faktisk ikke brug for helikopterne, men så fordelagtige forhold har naturen ikke skabt.

Sprængstoffet er specialfremstillet, så det kan gå ned i et borehul med en diameter på 25 cm. Her ligger sprængstoffet på isoverfladen med et reb, der går ned igennem det centrale hul i ladningerne. De to tyndere liner, der også går gennem ladningerne er sprængsnor, der også indeholder sprængstof. Hele rækken af sprængladninger sænkes ned i borehullet gennem isen og fires med rebet ned til 100 meters dybde. Sprængsnoren forbinder sprængladningerne med isoverfladen. Her er der på sprængsnoren monteret en elektrisk detonator og fra den går der en lang ledning hen til affyringsboksen i god sikkerhedsafstand fra hullet. Boksen kan sende en kraftig strøm ud på et helt nøjagtigt ønsket tidspunkt. Strømmen aktiverer detonatoren, der igen tænder sprængsnoren. Detonationen løber langs sprængsnoren med en hastighed på 6 km i sekundet, så det tager kun nogle få millisekunder for detonationen at nå ned til sprængladningerne i vandet og få dem tændt. Foto: John Boserup.
Forstør billede
Den 3. april, 2006
Vejret i Alert: -26 grader, let overskyet, ingen vind

Den 3. april rykkede sprængningsholdet ud på isen, for at lave det første testskud. Hele holdet blev fra morgenstunden fløjet ud til islejren af Twin Otteren. Der er et krav fra Department of Fisheries and Oceans ved Natural Resources Canada, at vi udfører en testsprængning og optager lydtrykket fra sprængningen i en bestemt afstand fra sprængningsstedet. Det mest oplagte sted at udføre denne test var ved islejren. Testsprængningen giver også sprængningsholdet mulighed for at få afprøvet udstyret og få kørt arbejdsrutinerne ind. Den officielle vildtobservatør Jopee Kiguktak fra Nunavut, deltog også i testen. Han skal sørge for, at det marine miljø bliver beskyttet.

Testen gik fint, og vi fik afprøvet både en lille sprængning med en ladning på 17,5 kg sprængstof og en stor sprængning med en ladning på 350 kg sprængstof. Billederne viser de forskellige faser af testen, og de viser også, at det er en kold omgang at arbejde på isen. Frost og is i skægget hører til dagens menu. Under testen havde vi ti seismometre kørende i området ved islejren og to seismometre i Alert for at registrere lydbølgerne fra sprængningerne. De fungerede alle som de skulle, og det store skud gav et klart signal på instrumenterne, mens det lille skud kun gav en svag registrering.

Metoden vi bruger er den refraktionsseismiske metode, hvor man med lydbølger kortlægger karakteristiske seismiske hastigheder i undergrunden ned til en dybde på ca. 50 km. Denne hastighedsfordeling giver detaljeret information om fordeling og tykkelse af de geologiske lag i undergrunden. Når det for alvor går løs på vores tre målelinier, der hver er 200 km lange, skal vi på hver linie affyre 11 sprængladninger og opsætte 150 seismometre på isen.

De tre helikoptere, som er på vej til Alert syd fra, er nu nået til Resolute Bay og forventes til Alert i morgen.

Tim Cartwright trækker sprængstofferne hen mod hullet og Dave Forsyth styrer dem i den anden ende. Foto: John Boserup.
Forstør billede
Billedet viser den lille lavning i sneen og isen, som blev skabt af detonationen i sprængsnoren. Selve hovedeksplosionen er der ingen spor af, da den foregår 100 meter nede i havet. Foto: John Boserup.
Forstør billede
Christian Marcussen
Christian Marcussen
Forstør billede
Peer Jørgensen
Peer Jørgensen
Forstør billede
Søren Bredvig
Søren Bredvig
Forstør billede
Det er en kold omgang, at arbejde på isen. Skæg og tøj iser til. Her ser du tre fra sprængningsholdet under testskuddene ved islejren. Det er Christian Marcussen til venstre, Peer Jørgensen i midten og Søren Bredvig Nielsen til højre.
Fotos: John Boserup.
Grafik
© Kontinentalsokkelprojektet - E-mail:
Sidst ændret : Tirsdag 21. Juli, 2009
*
Valid HTML 4.01!Valid CSS!