Til forsiden
Om projektet
Fakta
Færøerne
Grønland
Udskriftsvenlig

LOMROG II 2009, 4. Feltrapport

Planktonfiskerne tømmer deres net.
Planktonfiskerne tømmer deres net. Foto: Margareta Osin.

Et fuldt net landes

Fremsendt af Daniella Gredin, Det Svenske Polarforskningssekretariat og Kajsa Tönnesson, Institut for Marin Økologi ved Göteborgs Universitet.
Redigeret af Jane Holst, GEUS

20. august
Isbryderen Oden
Position: 88°N 179°W
Vejr: Skyet, temperatur -0.5°C, vind 4 m/s

Calanus hyperboreus, Calanus glacialis og Metridia er nok ikke navne man hører til daglig. Men for en af forskergrupperne ombord er det tre velkendte navne på dominerende arter af vandlopper (copepoder) her i Arktis. I dette kolde vand er 90 % af alle dyreplankton vandlopper.

I havene er planter og dyr sammenkoblede i en stor fødekæde, hvor basis udgøres af plankton. Planteplankton ædes af små dyreplankton, som igen bliver til føde for større dyreplankton, bundlevende dyr og fisk. På den måde opbygges en lang fødekæde. Planteplankton sammen med bundlevende alger udgør grundlaget for næsten alt liv i havet. Ved fotosyntese omdanner de solenergi, kuldioxid, vand og næringsstoffer til kulhydrater og andre af livets byggesten. Planteædende dyreplankton er det næste betydningsfulde led i havenes fødekæde. Når et dyr æder en plante eller et andet dyr betyder det, at energi og materiale overflyttes til dette dyr. For at kunne studere de forskellige led i fødekæden er det derfor vigtigt at måle disse fødeindtag.

I det store laboratorium, som er placeret forrest på Oden, står flasker og vanddunke klar på række. De skal snart fyldes med havvand ved hjælp af vandpumpen, der indtil nu har givet os en del problemer. Bagved en samling bøger, skåle og et stykke sammenkrøllet køkkenrulle ligger pipetter i forskellige størrelser på en arbejdsbænk. Lige nu tælles i et af mikroskoperne antallet af fekaliepellets (afføring) i en vandprøve.

Ved hjælp af et net, som sænkes ned til 100 meters dybde, fanges fire af de oftest forekommende arter af vandlopper i Arktis. I laboratoriet anbringes de enkeltvis i flasker, og efter 24 timer optælles det hvor mange æg og pellets, dyret har lagt i vandet, hvilket er et mål for hvor meget det har spist på et døgn. Et udvalg af vandlopper repræsenterer på denne måde hele dyreplanktonsamfundet, idet man ved at måle hvor meget de spiser, kan lave en beregning af den mængde energi, som føres opad i fødekæden. Det kan for eksempel anvendes til at vurdere hvor stor en fiskemængde dyreplanktonsamfundet kan bære. Ved at tælle antallet af pellets kan man også se hvor stor en mængde materiale, som sedimenteres ned og bliver til mad for bundlevende dyr. Pellets fra vandlopper udgør også en stor fødekilde for mange andre dyr i havene.

Når der arbejdes på isen, hvor det såkaldte multinet bruges, artsbestemmes og tælles dyrene. Nettet sænkes ned til 250 meters dybde og åbnes og lukkes på fem forskellige dybder. Forskergruppen bruger også vand fra prøvetageren på CTDen for at bestemme mængden af klorofyl, som er udtryk for hvor meget planteplankton der er. Derudover tages der prøver for at bestemme sammensætningen af plante- og mikrodyreplankton.

Vi har fejret yderligere to fødselsdage ombord, hvoraf den ene var rund. Søndag den 16. august samledes vi alle i baren til en fælles drink inden vi sammen slog os ned i messen for at nyde en rigtig festmiddag med både forret og ost. Skyerne ligger tungt over os og har gjort det i flere dage.

Kajsa Tönnesson ved mikroskopet i laboratoriet.
Kajsa Tönnesson ved mikroskopet i laboratoriet. Foto: Daniella Gredin.
Skyerne hænger tungt over os.
Skyerne hænger tungt over os. Foto: Daniella Gredin.

Halvvejs
Opmålinger på isen i smukt vejr. Oden i baggrunden.
Opmålinger på isen i smukt vejr. Oden i baggrunden. Foto: Christian Schager.

Udsigten fra cockpittet under en isrekognoscering.
Udsigten fra cockpittet under en isrekognoscering. Foto: Christian Schager.


Fremsendt af Daniella Gredin, Det Svenske Polarforskningssekretariat
Redigeret af Jane Holst, GEUS

20. august 2009
Isbryderen Oden
Position: 89°N 135°W
Vejr: Skyet, temperatur -0.5°C, vind 6 m/s

Vi er nu i vores tredje uge og det er atter tid til den traditionelle ærtesuppe, serveret med pandekager og varm punch. Og hvor har vi længtes efter den! Denne ret opfylder flere formål end bare at mætte vores maver, da den er en vigtig hjælp til at orientere sig i ugedagene. Alle har deres egne vaner og rutiner, som de sover, arbejder og træner efter. Men måltiderne er faste punkter i alles skema. Vi får tre måltider mad om dagen og for- og eftermiddagskaffe. For den som alligevel er sulten er der rester i køleskabet i messen til natmad. Måltiderne sørger for at vi holder nogenlunde styr på tidspunktet på døgnet, som jo hele tiden er lyst. Ugedagene er det betydeligt sværere at adskille og man forsøger tappert at bruge ærtesuppen som referencepunkt.

I går blev det grå skydække, som har hvilet over os en del dage, erstattet af strålende solskin. Den ellers så kølige bro er blevet varmere og rigtig behagelig at sidde og arbejde på. Efter middagen så vi bjørnespor, perfekt indefrosne i isflagerne, på et langt stykke langs med vores sejlrute. Flere slentrede op på broen med kameraet klar og stemningen var god, næsten oprømt. Måske håbede vi på at se en hvid skikkelse med lodden pels komme vandrende hen over havisen?

Onsdag den 19. blev der foretaget flere helikopterflyvninger og dermed målinger på isen i det fine vejr med utrolig god sigt. Helikopteren er et vigtigt værktøj for forskningen og en uvurderlig hjælp til at navigere Oden i den lunefulde is.

Den overordnede ruteplanlægning sker ombord på Oden, hvor iskoncentrationskort, som fås fra satellit, studeres for at finde egnede områder at passere igennem og for at kunne beregne hvor lang tid det tager. Den umiddelbare navigering sker med radar, hvor styrmanden kigger på isforholdene ca. tre nautiske mil frem. Ved at foretage isrekognoscering med helikopter kan man planlægge kursen bedre og vælge stræk med åbninger i isen, som både letter isbrydningen og sparer tid. Helikopteren, som er af modellen AS350 Ecureuil, er forsynet med en AIS-transponder, som registrerer flyveruten, som styrmanden siden kan følge og sammenligne med sit radarbillede. Eftersom havisen driver med ca. 0,25 knob, ændrer isforholdene sig relativt hurtigt og ingen isrekognosceringer rækker derfor længere end 20 nautiske mil frem. Der er to helikopterpiloter og en teknikker med ombord.

Grafik
© Kontinentalsokkelprojektet - E-mail:
Sidst ændret : Torsdag 24. Aug., 2009
*
Valid HTML 4.01!Valid CSS!