Til forsiden
Om projektet
Fakta
Færøerne
Grønland
 Til forsiden > Fakta > Baggrundsviden > Regler for udvidelsen af kontinentalsoklen
SitemapUdskriftsvenlig

Regler for udvidelsen af kontinentalsoklen

Figur B. Blokdiagram, der viser de to formellinjer (Hedberg linjen(hvid): foden af kontinentalskråningen plus 60 sømil og Gardiner linjen eller sedimentformlen (grøn), hvor aflejringernes tykkelse h mindst skal være 1% af afstanden d). Den resulterende formellinje (orange)udledes ved at kombinere de to formellinjer.

Figur C. Blokdiagram, der viser de to begrænsningslinjer: 350 sømils linjen (rød) og linjen der ligger 100 sømil fra 2500 m dybdekurven (hvid). Den resulterende begrænsningslinje (grøn) udledes ved at kombinere de to begrænsningslinjer.

Figur D. Blokdiagram, der viser hvorledes formel- og begrænsningslinjer kombineres til den endelige ydre grænse for kontinentalsoklen (røde prikker). Den ydre grænse angives ved faste punkter der forbindes med rette linjer, der hver især ikke må være længere end 60 sømil.
I henhold til artikel 76 i FN's havretskonvention kan et land gøre krav på udvidelse af sin kontinentalsokkel ud over 200 sømil, hvis yderkanten af kontinentalmargenen strækker sig længere ud. I de regler, der er fastlagt i artikel 76, indgår to grundlæggende begreber:

  • Basislinjen som udgangspunkt for beregning af f.eks. søterritoriets bredde eller den eksklusive økonomiske zones bredde er normalt identisk med lavvandslinjen langs kysten. Havretskonventionen har dog fastsat nærmere regler for en fastlæggelse af basislinjen.
  • Kontinentalskråningens fod (FOS) angives som det punkt ved kontinentalskråningens basis, hvor hældningen ændrer sig mest. Er en sådan bestemmelse ikke muligt, kan andre metoder tages i brug.
     Yderkanten af kontinentalmargenen kan fastsættes ved hjælp af to formellinjer (se figur B):
  • Hedberg linjen: en linje der forbinder punkter med en afstand på 60 sømil fra kontinentalskråningens fod
  • Gardiner linje, 1 % linjen eller sedimentformlen: en linje der forbinder punkter hvor tykkelsen af de aflejringer (sedimenter), der ligger under havbunden, mindst er 1% af afstanden til kontinentalskråningens fod. Ved en afstand af 100 km fra kontinentalskråningens fod skal aflejringerne således have en tykkelse på mindst én kilometer.
     Den resulterende formellinje fremkommer ved en kombination af ovenstående linjer således at den linje, der udvider kontinentalsoklen mest muligt i et givet punkt, kan bruges.
     For at begrænse udvidelsen af kontinentalsoklen er der defineret to begrænsningslinjer (figur C):
  • 350 sømils linjen (dvs. en linje der har en afstand på 350 sømil fra basislinjen)
  • den linje, der ligger i en afstand af 100 sømil fra 2500 meter dybdekurven.
Kyststaten kan kombinere de to begrænsningslinjer til den resulterende begrænsningslinje på en sådan måde, at den af to linjer der har størst afstand fra basislinjen i et givet punkt kan benyttes.

Kontinentalsoklens ydre grænse fremkommer endeligt ved at kombinere de to resulterende linjer på følgende måde: ligger formellinjen tættere på basislinjen end begrænsningslinjen gælder formellinjen ellers gælder begrænsningslinjen (se figur D).

For nu at komplicere sagen yderligere gælder der specielle regler for oceanbundsrygge (oceanic ridges) – der ikke er en del af kontinentalsoklen, for undersøiske rygge (submarine ridges) – hvor begrænsningslinjen, der beregnes som 100 sømil fra 2.500 m dybdekurven, ikke kan bruges og for undersøiske hævninger (submarine elevations) – som er en del af kontinentalsoklen.

Den endelige ydre grænse af kontinentalsoklen skal i henhold til havretskonventionen angives ved faste punkter, der forbindes med rette linjer, der hver især ikke må være længere end 60 sømil.

Grafik
© Kontinentalsokkelprojektet - E-mail:
Sidst ændret : Søndag 19. April, 2009
*
Valid HTML 4.01!Valid CSS!