Til forsiden Udskriftsvenlig version af siden:
"Området syd for Færøerne"
http://a76.dk/faroes/f_southwest/index.html
Udskriftsdato: fredag 31. marts 2017 kl. 0:29
Sidst ændret: Torsdag 7. Juni, 2012
© Kontinentalsokkelprojektet index.shtml


Området syd for Færøerne

kort

Området syd for Færøerne omfatter en stor del af Færø-Rockall Plateauet og grænser mod nord, øst og nord-øst op til Storbritanniens, Irlands og Islands 200 sømilsgrænser.

Allerede i 1985 angav den danske regering ved en meddelelse i Statstidende den foreløbige udstrækning af kontinentalsokkelområdet ved Færøerne, hvor råstofudnyttelse m.v. ville kræve tilladelse fra vedkommende myndigheder i Riget. Den herved designerede kontinentalsokkel omfattede dels et område, der tilnærmelsesvis svarer til de nu aftalte sokkel- og fiskerigrænser inden for 200 sømil, dels et område på Færø-Rockall Plateauet syd for Færøerne. Dette skridt blev taget i lyset af, at der kort forinden var foretaget sokkeldesigneringer fra Storbritanniens og Irlands side i det pågældende område. Efterfølgende bekendtgjorde Island den 9. Maj 1985 en sokkeldesignering, som også overlappede de andre landes designerede områder.

Regeringen har sammen med Færøernes Landsstyre den 2. december 2010 til Kommissionen for Kontinentalsoklens Grænser (CLCS) afleveret videnskabelig dokumentation for sit krav på kontinentalsokkel uden for 200 sømil vedrørende Færø-Rockall Plateauet. Dokumentationen, der i almindelighed betegnes som en "submission" blev forberedt af en task force, der nedsattes i sommeren 2009 med deltagelse fra både dansk og færøsk side. 

En delegation med dansk, færøsk og grønlandsk deltagelse præsenterede på et møde den 31.marts 2011 i FN-hovedkvarteret i New York Kongeriget Danmarks krav på udvidet kontinentalsokkel syd for Færøerne. Senere vil CLCS nedsætte en underkommission, som skal behandle submissionen. Der kan dog forventes at gå et par år, før en egentlig behandling finder sted.

Irland, Island og UK har krav, der overlapper det dansk/færøske krav på Færø-Rockall Plateauet. Trods konsultationer mellem alle parterne gennem en årrække er det endnu ikke lykkedes at nå til enighed om en indbyrdes grænsedragning i området. Irland og UK indgav deres respektive submissioner vedrørende området den 31. marts 2009, medens Island endnu ikke har afleveret sin submission. Island har i en note dateret d. 5. april 2011 modsat sig CLCS' behandling af de tre andre landes submissioner under henvisning til den manglende enighed om en fremtidig afgrænsning.

Uddrag af den dansk/færøske submission (Executive Summary) kan læses her: a76.dk/xpdf/sfm-excutive_summary.pdf  (pdf-fil ~12Mb).