Tilbage Udskriftsvenlig

NYHEDER fra a76.dk

4. juli 2005
Dansk-canadisk samarbejde om afgrænsning af deres kontinentalsokler
lomonosov
Danmark og Canada vil samarbejde omkring fremskaffelsen af de data, der er nødvendigt for at kunne underbygge potentielle krav om udvidelse af Canada og Grønlands kontinentalsokler ud over 200 sømil i det Arktiske Ocean nord for Ellesmere Island og Grønland. Det står nedskrevet i et memorandum, der blev underskrevet i Ottawa den 27. juni 2005 af repræsentanter fra The Earth Science Sector (ESS) of the Department of Natural Resources of Canada og Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) under Miljøministeriet.

Begge lande har ratificeret De Forenede Nationers Havretskonvention (UNCLOS), og af konventionens artikel 76 fremgår det, at kyststater har mulighed for at gøre krav på undergrundens og havbundens ressourcer uden for 200 sømil. Det Arktiske Ocean er et vanskeligt tilgængeligt område, og ESS og GEUS er derfor blevet enige om at samarbejde om dataindsamlingen, og den videre bearbejdning af data, så arbejdet kan udføres mest effektivt. Desuden vurderer institutionerne, at de fælles undersøgelser vil medvirke til at skabe de mest lovende udsigter for en udvidelse af de respektive landes kontinentalsokler.

Det foreløbige fælles arbejdsprogram omfatter indsamling af refraktionsseismiske, gravimetriske og havdybdedata over den undersøiske Lomonosov Ryg, der strækker sig ud i det Arktiske Ocean nord for Ellesmere Island og Grønland. Her har begge lande mulighed for at gøre krav om udvidelse af kontinentalsoklen. Arbejdet vil foregå i april 2006 fra havisen langs to profiler på i alt 600 km, hvoraf det længste profil følger Lomonosov Ryggen.

Senere er det planlagt at undersøge strukturen af jordskorpen ved hjælp af refraktions- og reflektionsseismiske undersøgelser på tværs af Lomonosov Ryggen længere ude i det Arktiske Ocean. Dette arbejde vil foregå ved hjælp af to isbrydere.

- Samarbejdet vil reducere omkostningerne til de store operationer væsentligt for både os og canadierne, siger vicedirektør Kai Sørensen fra GEUS, der repræsenterer Danmark i samarbejdet.

- Desuden kan vi dele mandskabsressourcer og databasefaciliteter, og vi skal ikke ud i konkurrence om at få adgang til egnede isbrydere, når dette arbejde engang starter, fortsætter han.

Samarbejdet understøtter både ESS Programmet "Delineating Canada's Continental Shelf according to UNCLOS og det danske "Kontinentalsokkelprojekt", der er et samarbejdsprojekt mellem Danmark, Grønland og Færøerne.